Bedstemoderen fortæller om forskellen mellem havfruer og mennesker

“Når engang vi havfolk dø

om henved trende hundred år

bliver vi til skum på sø

Ingen evig sjæl, vi får

Ingen grav iblandt vor kære

Ingen sten sat til vor ære

Vi må dø, som vi fik liv

visne som det skårne siv

Aldrig grønnes om igen

ingen steder går vi hen

Opløst blir vor hele krop,

lægger sig på bølgetop

Som hvidligt skum i evig død

hviler vi i havets skød....

Menneskenes liv er kort

- det er ikke langt som vort

og når deres livslys slukkes

himlens porte straks oplukkes

sjælen bringer gæstebud

flyver evigt op til Gud...

Vi havfolk,

som blev ej en sjæl forundt

vi må leve livet,

nyde hver en time, hvert sekund

nyde vores timelige lykke

indtil døden kaster sort sin skygge...

Men får et menneske Dig kær

Hænger han ved Dig i tankens spind

Vil han Dig altid være nær

og elske Dig af ærligt sind

Tage alter-ed i mund

lægge højre hånd i Din

fæstne ed på klippegrund

Hviske: “nu er Du kun min”

Sætte guldring på Din hånd

knytte kærlighedens bånd

Da vil sjælen fra ham rinde

- del af den vil Du nu få

Du vil stå for Gud som kvinde

Døden kan Dig ikke nå....”